03okt
By: VAF WEB On: oktober 03, 2018 In: vaf2018 Comments: 0

En fantastisk uge med Viborg Animation Festival 2018 i selskab med en hel masse gode franske venner, kunstnere, instruktører og – ikke mindst – et trofast publikum fra Viborgegnen, sluttede søndag aften med et ”På gensyn, venner!”

Festivaldirektør og centerchef for The Animation Workshop, Morten Thorning, glæder sig over en vellykket festival:

– Festivalen er gået over al forventning. Jeg glæder mig over den varme, som viborgenserne har mødt vores franske gæster med. Der er ingen tvivl om, at årets festival har opfyldt sit strategiske formål om at være et sted, hvor der etableres nye kontakter og skabes nye netværk mellem fagfolk og virksomheder. Initiativet med den franske café, hvor viborgenserne kunne mødes med de deltagende kunstnere, instruktører og andre fagfolk i uformelle og varme rammer, er helt sikkert en af de erfaringer, som vi tager med os til 2019: Det sociale samvær og det uformelle netværk, skal bestemt prioriteres. Samtidig oplever vi, at Viborg GAME & XR EXPO har potentiale til at udvikle og vokse sig endnu større i de kommende år, meget gerne i samarbejde med andre lokale partnere, siger Morten Thorning.

Nåede du ikke at opleve l’animation á la française i løbet af festivalugen, kan du stadig opleve ”French Kiss” udstillingen på det gamle Viborg Museum på Hjultorvet til og med uge 42 (efterårsferien). Se mere her

 Besøgstallet er ikke endeligt gjort op, men et kvalificeret skøn viser, at:

De offentlige begivenheder (bl.a. filmprogram, ViMAPP, Expanded Animation, French Kiss udstilling og Viborg Game & XR Expo og talks) tiltrak ca. 19.750 besøgende.

Det professionelle program (bl.a. Animated Learning, Animated Health, konferencer og talks) tiltrak ca. 1.511 besøgende.

VAF 2019 – Korea kommer til Viborg

Vi glæder os nu til at mødes igen i uge 39 i 2019. Her retter Viborg Animation Festival fokus mod Korea, som har sin egen helt unikke tradition og rummer mange dygtige tegnere og animatorer. Samtidig har landet en opblomstrende spilindustri, og VAF 2019 kommer til at give muligheder for både udveksling, underholdning og nye erhvervsmuligheder.