Origami

Japanerne er kendte for deres forståelse af materiale og rum. Den japanske foldekunst, origami, er et fantastisk et fantastisk indblik i det vidunderlige japanske univers af fint papir foldet i forskellige former. Kawaii & Epikku fremviser en bred vifte af figurer og mosaikmønstre af den danske origami-kunstner Hans Dybkjær. For det blotte øje virker origami så simpelt som et stykke papir, der bliver foldet, men i virkeligheden gemmer der sig meget mere under overfladen. Matematik, finmotorik, japansk kultur, farver og materialer når alt sammen nye højder, når de forener sig i én enkelt kreation. Kom med på en rejse ind i origamiens univers, når Hans Dybkjær holder workshop og viser dig, hvordan du folder dine egne små figurer. Du kan også tage familien med til Hans Dybkjærs origami-oplæg. Ved oplægget vil du lære om historien og kulturen bag origami og kan eksperimentere med at folde simple, men karakterfyldte modeller.