12dec
By: VAF WEB On: december 12, 2019 In: vaf2019 Comments: 0

Af: Marie Teglgaard Hassing

Til Game Expo under Viborg Animation Festival arbejder en flok dedikerede professionelle og frivillige hvert år på at vise spilverdenens mangfoldighed, når de arrangerer Game Expo og inviterer alle til at træde ind i en verden af spil, som det hed til Game Expo 2019.

Spil er for alle

– Game Expo samler folk fra alle mulige baggrunde om spil: Computerspil og videospil, brætspil og kortspil. Vi vil gerne vise alle de skønne ting, der er ved at spille. Samvær, kreativitet, konkurrence og udfordring. På den måde er Game Expo for alle, både interesserede børn, unge og voksne, og også professionelle fra spilbranchen, fortæller Hannibal Glaser, projektleder på Game Expo 2019, som til daglig arbejder med spil hos The Animation Workshop i Viborg.

Til spørgsmålet om, hvad Game Expo gør for at tiltrække besøgende af begge køn og i alle aldre, svarer han:

– Vi samler alle mulige former for spil, så der er noget for enhver smag. Og så inviterer vi folk til at udforske det hele. En del piger er også interesserede i skydespil og mange drenge er glade for spil om at grave i baghaven og vi kan se, at vores outreach på Facebook er 50/50 mellem piger og drenge. Game Expo er i øvrigt også en platform til at invitere folk ind, der ikke tænker at spil er noget for dem.

Besøgstallet fordobles hvert år

Game Expo startede i 2016 og har i runde tal fordoblet besøgstallet hvert år, så man i 2019 endte på lige omkring 4000 besøgende.

Ud over kræfterne fra The Animation Workshop, byder flere andre uddannelsesinstitutioner også ind i skabelsen af Game Expo.

– I 2020 vil vi arbejde med at inkludere endnu flere uddannelser i Game Expo. Game Expo er ikke kun for spiludviklere og animatorer. F.eks. er vi rigtig glade for at elever fra Mercantec byggede et kæmpestort Game Expo logo, man kan sidde på. Vi har også fået hjælp til at 3D-printe medaljer. De her samarbejder vil vi gerne udvikle i 2020, siger Peter Meldgaard, der har været med siden Game Expos begyndelse i 2016.

De frivillige har også spillet en stor rolle i Game Expos succes og vil fortsat være uundværlige.

– Det, der har gjort størst indtryk på mig under Game Expo 2019 har helt klart været alle de søde, imødekommende og kreative frivillige. Min højeste prioritet for Game Expo 2020 er, at det skal være super fedt at være frivillig, siger Hannibal Glaser.

Spil skal give os noget

Udvælgelsen af spil til Game Expo favner lige fra retro arkadespil til de nyeste oplevelser i virtual reality og fra små produktioner skabt af studerende eller nystartede virksomheder til det mere kommercielle. Det vigtigste parameter, når de deltagende spil udvælges til Game Expo, er kvalitet, fortæller Peter Meldgaard:

– Mine bedste minder om spil handler om at være sammen med andre og om at føle en connection med skaberen af spillet, mens man udforsker det. Spil skal ikke være virkelighedsflugt. Spil skal give os noget.