11aug
By: caen On: august 11, 2017 In: vaf2017 Comments: 0

Astroboy, Min nabo Totoro, TekkonKinkreet, Your Name og Akira. Lyder det som et line-up, der kan gøre dig blød i knæene? Så læs med her!

Dette års Viborg Animationsfestival bliver et sandt overflødighedshorn af lækkerier for den hardcore manga- og animéfan, og vi har samlet de fire absolutte højdepunkter fra årets program i en lille guide. Om du er til populærkultur, de gamle klassikere eller de allernyeste talenter har vi fundet noget lige til dig.

Ghibli-marathon

Det er svært at komme uden om Studio Ghibli, og vi har sørget for at du kan komme gratis i biografen og se hele fire af Hayao Miyazakis allerbedste filmperler. Glæd dig til at se – eller gense Min nabo TotoroChihiro og heksenePonyo på klippen ved havet og Det levende slot. Desuden viser vi også filmen Minder fra i går instrueret af Isao Takahata, som var med til at starte Studio Ghibli. Minder fra i går er en subtil og poetisk historie som blander fortid, nutid og fremtid i fortællingen om den unge kvinde Taeko.

KAWAII & EPIKKU – Viborg Manga og Anime udstilling

Udstillingen vil være stopfyldt med manga- og animekunst, som viser et bred udsnit af både nutidige og klassiske kunstnere fra mangaens fortryllende verden. Du kan både opleve værker af mangaens gudfar Osama Tezuka og se hvad der rører sig hos nogle af de førende japanske samtidskunstnere. Når du er færdig med at gå på opdagelse i udstillingens mange værker kan du dykke ned i vores mangabibliotek.

Manga Artist Battle

Vil du helt tæt på kunstnerne og opleve deres tegnerier folde sig ud i en vanvittig og hæsblæsende dyst mellem to nationer? Under ledelse af tegneentusiast og Snapchat-fænomen Lakserytteren danske og japanske tegnere i en episk kamp om verdensherredømmet. Tegnerne bliver sat under maksimalt pres når de skal illustrere komplicerede begreber, højtravende idéer og sindsstemninger og publikum kan følge med i det hele på storskærme.Med andre ord: Er du bare den mindste smule interesseret i tegning, eller har du selv en lille tegneseriespire i maven – så må du ikke gå glip af Manga Artist Battle!

Manga and Comics: Inspiration and Isolation

Vil du et spadestik dybere og få indblik i, hvilken betydning manga har haft for den vestlige tegneseriekultur? Så skal du med til manga seminaret! Her mødes japanske og europæiske kunstnere og eksperter for at undersøge og diskutere, hvordan japansk tegneseriekultur har påvirket resten af verden og omvendt. Seminaret vil også se nærmere på, hvad det er, der gør, at japanske tegneserier har deres helt eget sprog og udtryk.

©2006 Taiyo Matsumoto/Shogakukan, Aniplex, Asmik Ace, Beyond C., dentsu, TOKYO MX

Manga? Animé?? Er du helt lost – så læs med her!

Faktisk er det ganske simpelt: Manga er japansk for tegneserie og animé betyder tegnefilm. Manga er kendetegnet ved den specielle måde karakterernes ansigter er tegnet på med store øjne, små næser og spidse hager. Historierne har et helt andet tempo end vi kender det fra vestlige tegneserier – de er ofte flere tusind sider lange og rummer flere lag og nuancer. Groft sagt er vestlige tegneserier tit en kamp mellem de gode og de onde, men i mangaen er der plads til at karaktererne kan rumme flere nuancer. Det er måske en af grundene til at japanerne tager mangaen med sig ind i voksenlivet – i Japan er tegneserier nemlig ikke kun for børn, men læses i stor stil af både unge og ældre.